Danish Crown Sæby er i november 2008 blevet kåret som Danmarks bedste læreplads ud af ca. 2000 virksomheder. Kåringen fandt sted på Christiansborg, hvor en repræsentant fra undervisningsministeriet overrakte prisen til den lærlingeansvarlige i Sæby, Søren Olsen.
- Jeg er lidt overvældet. Jeg var jo slet ikke forberedt på at få prisen, og det er lidt syret at vinde en konkurrence, man ikke selv har meldt sig til. Det vigtigste for mig er, at mine elever har indstillet mig og synes, at jeg gør et fornuftigt stykke arbejde, fortæller Søren Olsen.
Et nyt liv
Det er Rasmus Nielsen, som har indstillet sin lærlingeansvarlige til prisen, fordi han mener, at Danish Crown har givet ham chancen for et nyt liv på trods af en plettet straffeattest. På seks håndskrevne A4-sider har han beskrevet, hvordan hans liv har formet sig, og hvordan hans lærlingeansvarlige har hjulpet ham i en svær situation.