Ni medarbejdere fra Danish Crown skal til den russiske by Belgorod 800 km syd for Moskva for at hjælpe med dansk knowhow til et splinternyt russisk svineslagteri. Slagteriet er færdigbygget og har en kapacitet på 40.000 svin om ugen, men de russiske ejere har brug for hjælp til at få produktionen kørt ind.
Det er en af Danish Crowns store russiske kunder, Miratog, der har bedt om DC-assistance til indkøringen af produktionsudstyret, og rigtig mange medarbejdere har vist interesse for det russiske eventyr.
DC-medarbej-dere fra hele landet skal lære russerne om effektiv slagtning syd for Moskva.
Blans-Belgorod tur/retur
Harry Damm arbejder til daglig som instruktør og skæresvend i brystflæskafdelingen i Blans. Han er en af de medarbejdere, der nu drager østpå, hvor han skal være supervisor for medarbejderne i udbeningsafdelingen på slagteriet i Belgorod.
- Jeg er sikker på, det bliver en oplevelse for livet. Det er en stor faglig udfordring, og vi kommer til at lære en helt anden kultur at kende, siger Harry Damm i november 2008.
Det danske hold har tre måneder til at få slagteriet til at køre optimalt. De vender hjem for en kort bemærkning til jul, men tager af sted igen efter nytår og frem til udgangen af februar 2009.