Ligesom hele branchen har Scan-Hide det seneste år været præget af stor turbulens, da den globale læderindustri og hudebranche har været ude for sin værste krise i 25 år. I slutningen af 2008 blev virksomheden på Fyn ramt af finanskrisen, og det fik afsætningen af kreaturhuder til stort set at gå i stå. I løbet af bare to uger faldt prisen på verdensmarkedet med 50-70 pct.
Det førte til, at lagrene voksede, og først i slutningen af regnskabsåret 2008/09 er der kommet bedre gang i afsætningen igen, og priserne er begyndt at stige. De er dog fortsat på et historisk lavt niveau.
Samlet faldt antallet af behandlede huder 4 pct. til 809.336 huder. Men den udvikling er der sat en stopper for med opkøb af den svenske hudevirksomhed Kontrollhudar International, der vil øge Scan-Hides aktivitetsniveau til 1.100.000 huder om året.
- Det har været et svært år, vi har været igennem, men vi tror på, at det går fremad nu. Med opkøbet bliver vi en af de største hudevirksomheder i Europa, siger administrerende direktør Anders Autzen. |