”Ude godt, hjemme bedst” passer ikke helt, når det gælder om at skabe en god indtjening til de økologiske svineproducenter.
- Hjemmemarkedet er et godt og vigtigt marked, som vi også meget gerne vil være med til at udvikle og udvide. Men når vi kan få en højere pris på eksportmarkederne, så er det der, vi skal satse, for i sidste ende handler det om at tjene mest muligt til producenterne, siger Karsten Deibjerg Kristensen, direktør i Friland.
Friland er igen Europas førende økologiske kødleverandør. Det har en satsning i det franske sørget for.
Favorable priser
Friland mistede sidste år markedsandele på det økologiske svinekød i England, som er særlig hårdt ramt af finanskrisen. Siden er det lykkedes at komme stærkt ind på det franske marked, hvor priserne er særdeles favorable. Samtidig har det tyske marked stabiliseret sig, og Friland er atter trådt i karakter som Europas førende økologiske kødleverandør.
I Danmark udgør det økologiske kød kun omkring 1 pct. af det samlede marked, mens hele 10 pct. af det økologiske kød i Europa kommer fra danske grise.