Etiketterne afslører, at det ikke lige er det lokale supermarked, der er aftager. ”Saanikut Siatassat” står der nemlig med store typer på pakkerne med halsben i kølerummet i Hadsund. De er blevet den helt store sællert på Grønland.
- Gennem mange år har Grønland været et vigtigt marked for DC Hadsund. Vi sælger ca. 1000 ton om året, hvilket i runde tal svarer til 20 kg per indbygger. Og siden vi introducerede konceptet ”Pick & Mix” er forventningerne til salget steget, siger Jørn Sølvsten, fabrikschef i Hadsund.
Varer to gange om året
Om det er Jørn Sølvstens lokalkendskab til øen efter at have boet der i en årrække, eller om det er hans talent for at spotte gode forretninger, er ikke helt til at afgøre. Men Pick & Mix er faldet godt ind i det grønlandske forbrugsmønster. Konceptet består af 21 varenumre, og i butikkerne kan de grønlandske forbrugere selv sammensætte tilbuddene. Ofte er det tre pakker for en hund.
- Grønlænderne har et andet forbrugsmønster. På grund af de vanskelige vejrforhold er det nogle steder i de nordligste egne kun muligt at få varer to gange om året. Netop nu er isen smeltet, og det giver travlhed hos os, siger Jesper Bislev Jensen, der er skære- og pakkemester i Hadsund.
Jydesteg og svinehjerter
DC Hadsund leverer varer til Grønland hele året rundt til de fem havne, der altid er isfrie. Men sommeren er klart den travleste periode. Ud over de populære halsben er det især svinehjerter og nøgleben, der sælges. Men også Hadsunds jydesteg, som er en steg fyldt med svesker, er i høj kurs i det grønlandske. |