10. februar er der officiel indvielse af Danish Crowns nye detailpakfabrik i Jönköping. Fabrikken skal levere kød til den svenske detailkæde Axfood og er Sveriges og en af Europas mest moderne detailpakfabrikker.
Den nye fabrik kommer fremover til at pakke hovedparten af det kød, som sælges i de svenske Willys- og Hemköp-butikker.
- Etableringen af en af Europas mest moderne detailpakfabrikker er med til at understrege, at Danish Crown formår at konkurrere på globale vilkår uden at miste nærheden til forbrugerne. Betingelsen for at kunne være en del af den globale fødevareindustri i dag er, at man kender kravene til det lokale sortiment og samtidig er konkurrencedygtig, siger Kjeld Johannesen, CEO i Danish Crown.
Danish Crown styrker konkurrenceevnen på det globale marked med indvielsen af ny fabrik i Sverige.
Højeste kvalitet
Axfood valgte Danish Crown som samarbejdspartner, fordi virksomheden har de mest moderne løsninger og den højeste kvalitet inden for detailpakket kød.
- Fra den nye fabrik vil vi få leveret produkter, der skiller sig ud fra mængden, siger Torbjörn Lithell, produktansvarlig for kød i Axfood, og fortsætter:
- Der bliver tale om nye og anderledes udskæringer, pølseprodukter og naturligvis også sæsontilpassede produkter, f.eks. grillprodukter om sommeren og et julesortiment. Det betyder, at vi fremover kan tilbyde kunderne et mere attraktivt sortiment.
Bygget på rekordtid
Danish Crown har bygget det helt nye anlæg i Torsvik, ca. 6 kilometer syd for Jönköping. Fabrikken er blevet bygget på rekordtid og sætter flere nye standarder inden for automatisering, arbejdsmiljø og hygiejnisk design.
- Det er et meget imponerende byggeri med en meget høj grad af automatisering. Det betyder klare fordele for arbejdsmiljøet, så gentagne arbejdssituationer undgås. Samtidig er fabrikken designet, så den lever op til et krav om stor rengøringsvenlighed, siger Niels V. Juhl, teknisk chef i Danish Crown.