Med en række tiltag har Danish Crown i dag taget næste skridt for at fremtidssikre en konkurrencedygtig koncern. I alt nedlægges godt 50 administrative stillinger i Svinekødsdivisionen og koncernfunktioner, og hertil kommer, at Tulip Food Company inden for de seneste måneder har sagt farvel til ca. 30 administrative stillinger.
Som en del af omkostnings-reduktionen i Danish Crown nedlægges en række administrative stillinger i både DC og Tulip.
Store besparelser
- Det seneste år har de danske afdelinger i Danish Crown gennemgået en kolossal forandring. Vi har skabt omkostningsbesparelser på 470 mio. kr. – heraf er der alene inden for den seneste måned truffet beslutninger og gennemført forhandlinger, der betyder besparelser i størrelsesordenen 210 mio. kr. Vi har nedlagt 10 danske afdelinger og har afskediget 2600 medarbejdere, og de seneste tiltag er kun en del af det arbejde, der i disse måneder foretages for at sikre reduktion af omkostningerne i selskabet og for at kunne præsentere et troværdigt og konkurrencedygtigt budget for 2009/10, siger CEO i Danish Crown Kjeld Johannesen.
Flere tiltag
Kapacitetstilpasning i Oksekødsdivisionen, etablering af en samlet enhed under Danish Crown Nordic og flytning af Frilands hovedkontor til Randers er ligeledes nogle af de elementer, der under overskriften DC Future skal sikre en omkostningsreduktion og dermed en styrkelse af konkurrenceevnen hos et af Europas største svineslagterier.